Vores hukommelse er langt mere end en lagerplads i hjernen.
De personer, der er involveret i vores minder, påvirker, hvad vi husker, og de forbindelser, vi danner minderne imellem, viser vores studie.
Vores hukommelse hjælper os med at lære af vores erfaringer og udvikle ny viden ved at integrere og opdatere information. Denne proces omfatter mere end blot at huske individuelle hændelser; den er også med til at forbinde elementer fra forskellige minder.
Hvis du for eksempel læser i avisen, at en politisk gruppe har fejet og gjort rent i en lokal park, og ved din næste gåtur i parken bemærker, hvor ren parken er, kan det føre til, at du giver den politiske gruppe æren for den ryddelige park.
Hvis du bemærker, at andre parker i byen også ser rene og pæne ud, går du måske ud fra, at den politiske gruppe igen har været på spil. Hukommelsen kan skabe udledte forbindelser ud over direkte oplevelser.
Skabelsen af disse forbindelser er en adaptiv proces, som hurtigt og fleksibelt kan styrke vores viden. Disse mentale genveje kan dog nogle gange resultere i, at vi drager falske slutninger.
Vores forskning undersøgte, hvordan en præference for visse grupper af mennesker påvirker vores evne til at skabe disse forbindelser, som beror på slutninger.
Tidligere studier har vist, at informationer fra grupper, vi kan lide, øger vores adgang til vores hukommelse. Disse grupper kan være alt fra et fodboldhold eller et politisk parti, til et kor vi synger i.
Men før vores studie stod det ikke klart, om dette fænomen strækker sig til hjernens evne til at forbinde information fra forskellige oplevelser til at drage slutninger.
Grupperingen af, hvem vi kan lide, og hvem vi ikke bryder os om, var baseret på deltagernes egne præferencer.
Vores 189 deltagere blev bedt om at skabe profiler af 'holdkammerater' og 'modstandere' ved at vælge, hvordan de så ud, og så tildele dem egenskaber som politisk orientering, spisevaner, yndlingssport og musikpræferencer.
De udfyldte også et spørgeskema for at måle, hvor meget de kunne lide deres holdkammerater og modstandere, samt svarede på udtalelser som: 'Jeg har lyst til at lære denne person bedre at kende'.
Deltagerne udførte derefter en computeropgave, der involverede en række forskellige hændelser, der fandt sted forskellige steder - for eksempel i en park - samt involverede hverdagsgenstande som en paraply, præsenteret af enten en holdkammerat eller en modstander.
Efter denne læringsfase blev deltagerne bedt om at drage slutninger ved at forbinde objekterne præsenteret i den samme scene. Vi observerede, at oplysninger præsenteret af afsendere eller kilder, som deltagerne kunne lide, blev forbundet lettere.
Deltagerne udledte forbindelserne mellem objekterne mere præcist og med større sikkerhed. For eksempel var det lettere at forbinde de to objekter vist i parken, hvis informationen blev præsenteret af en holdkammerat.
Det indikerer, at vi kan prioritere information forskelligt, baseret på hvor godt vi synes om kilden.
Vores data peger på, at deltagerne kan 'lagre' information fra en kilde, de ikke har tillid til eller ikke lide, til forsigtig håndtering senere, mens de har en tendens til at stole på oplysninger fra en person eller gruppe, de kan lide.
Når personer, de kan lide, eller som de stoler på, præsenterer information, fokuserer deltagerne på det, der bliver præsenteret, i stedet for hvem der præsenterer det.
Vores viden bliver ofte udviklet ved at danne en syntese af flere forskellige informationer.
Forestil dig, at du lige er startet på en ny arbejdsplads. Selvom du ikke har set alle dine nye kolleger sammen, begynder du at koble folk sammen. Når du møder Anna og Maria, og nogle dage senere Maria og Emilia, udleder du nok, at Maria og Emilia også arbejder sammen.
Hvis vi ikke er så gode til at 'syntetisere' eller koble minder, der involverer grupper, vi ikke kan lide, kan det hæmme vores evne til at udvide vores vidensbase. Da information fra kilder, vi kan lide, har en tendens til at stemme over...
Show More
Show Less